Grundejerforeningen Kongshøj Kerteminde logo
Grundejerforeningen Kongshøj Kerteminde logo

Generalforsamling 2024

Referat fra Generalforsamling den 8. maj 2024

Sted: Mødelokale 1, ”Frivilligcentret” - Kulturhus Fjorden, Regnar Langesvej 1, Kerteminde.

Til stede var beboere fra nummer: 16, 17, 21, 38, 40, 52, 65, 71, 83, 87, 89, 91, 94, 97 og 110.

Formand Michael Nielsen (#40) bød velkommen.

1) Valg af dirigent

Stig Nielsen (#83) blev valgt som dirigent. Han kunne bekræfte at indkaldelse var sket retmæssigt med 14 dages varsel. Joan Trankær (#21) bemærkede at Generalforsamlingen normalt skal afholdes marts/april. Bestyrelsen svarer at det er de bevidste om, men at man desværre har haft udfordringer med at skaffe et lokale, da der er stor rift om dem.

2) Bestyrelsens beretning

Bestyrelsesformand Michael Nielsen (#40) aflagde bestyrelsens beretning:

”2023 har været et begivenhedsrigt år for vores lille forening, og vi er kommet godt i gang med vores langsigtede plan for renovering og forbedring af vores 3 legepladser.

Planen er lavet med udgangspunkt i en inspektion vi fik foretaget af vores legepladser af en uvildig tredjepart i starten af året, og den indeholder 3 faser:

1. fase, som var udskiftning af det lille nedslidte legetårn på det vi kalder Legeplads 1, er blevet gennemført. Inspektionen viste en række alvorlige fejl og mangler af det tårn, og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke kunne vente med at nedrive det til det nye tårn kunne leveres. Det var naturligvis træls at pladsen skulle stå tom i et par måneder, men det et meget godt eksempel på hvorfor det er vigtigt med rettidig omhu når det kommer til udskiftning af legeredskaberne.

I den her forbindelse skal der lyde et meget stort tak til legepladsudvalget, som var dybt involveret i at vælge det nye legetårn som er blevet opført, og som ad flere omgange iklædte sig arbejdstøjet og tog fat. Jeg synes vi har haft et godt og velfungerende samarbejde, og det håber og forventer jeg at vi kan fortsætte, når vi nu kaster os ud i 2. fase.

2. fase er et meget større projekt, for det er udskiftningen af det store legetårn på Legeplads 2. Tårnet har 37 år på bagen og har udtjent sin værnepligt. Der er råd i samtlige bærende elementer, og det er ikke et spørgsmål om OM der er noget der bryder sammen, men udelukkende et spørgsmål om HVORNÅR noget bryder sammen. Legepladsudvalget har foretaget en række små udbedringer hist og her, men det er 100% sikkert at tårnet skal udskiftes, og jo hurtigere jo bedre.

Vi er pt. i gang med at udvælge det tårn som skal erstatte det gamle. Det er stadig ikke endeligt besluttet hvilken løsning vi går med, men vi hælder til UNIQA, som også var leverandør til tidligere omtalte tårn på Legeplads 1. Vi er ved at forhandle pris og vilkår, og vi håber at vi kan lukke en aftale med dem i de kommende uger, og håber og regner med, at vi kan få dem til at acceptere at regningen – hvad den end bliver på – bliver opdelt i 2 rater uden meromkostning, for det vil betyde, at vi kan gå i gang med projektet i år. Dette kræver dog, som nævnt i indkaldelsen, at vi hæver kontingentet midlertidigt, så det håber vi naturligvis at der er opbakning til, men det kan vi gå i dybden med når vi kommer til det punkt på agendaen.

3. fase, som er en revitalisering af Legeplads 3 (Naturlegepladsen) nede i hjørnet, går vi i krig med når fase 2 er gennemført. Der er pt. ikke en plan for hvad der skal ske derned, men vi håber på at kunne genbruge den gule tunnelrutsjebane fra det store legetårn, men det ser vi på når vi kommer så langt.

I øvrigt kan jeg oplyse, at legepladsudvalget har foretaget en inspektion af legepladserne for et par uger siden, og der er lavet en plan for forårsklargøring, som bl.a. inkluderer reparation af den ødelagte vippe, renovation af bænkene, og alge-rens samt maling af diverse redskaber. Igen 1000 tak for alt jeres hårde arbejde. Lad os lige give legepladsudvalget en hånd.

Sidst men ikke mindst lovede jeg på sidste Generalforsamling at lave en ny hjemmeside, og det er der også blevet leveret på. Den gik i luften for et par måneder siden. Det er – ligesom den gamle – en 100% gratis løsning, men den er nemmere at navigere rundt på, nemmere at opdatere, og så har den desuden nem adgang til alle de informationer, som ejendomsmæglerne skal bruge, så det bør med tiden resultere i færre henvendelser fra den kant.

Det var ordene for denne gang. Vi håber at 2024 bliver lige så produktivt som 2023, og vi glæder os til at gå i krig med de projekter jeg lige har gennemgået.

Tak!”

Det blev foreslået at man kiggede imod legepladsen i Kølstrup til inspiration.

Der blev spurgt til om materialet fra den gamle hjemmeside (billeder, referater, regnskaber osv.). Dertil svarede formanden, at alt det gamle materiale er blevet gemt, og at det vil blive lagt ind på den nye side når der er tid til det.

Der blev ytret ønske om, at indgivne forslag til generalforsamlingen skulle sendes ud inden mødet. Det vil der være fokus på.

Kommunen har godkendt forslaget fra sidste generalforsamling om tilføjelse af ordet ”mindst” foran antal medlemmer i bestyrelsen.

3) Aflæggelse af regnskab for 2023

Kasserer Helle Rasmussen (#16) gennemgik regnskabet. Der var budgetteret med 170.000 kr. til legepladser, faldunderlag og stier, men der var kun blevet brugt 137.567 kr., hvoraf det nye legetårn kostede 118.000, dertil kom udgravning og ekstra faldunderlag. Til græsslåning, lugning, hækklipning og fræsning af faldunderlag var der kun blevet brugt ca. det halve, og aftalen med den nye havemand fortsætter. Der skal kun slåes græs efter behov - hæk og ukrudt efter aftale. Posterne: Kontorhold og Generalforsamling + repræsentation er der også blevet sparet på (budget sammenlagt 8.000 kr. er blevet realiseret med 905 kr.). Regnskabet blev godkendt.

5A) Indkomne forslag:

Da et af de indkomne forslag omhandlede budgettet og fastsættelse af kontingentet, fik forslagets ophavskvinde - Joan Trankær (#21) - mulighed for at fremlægge det før punkt 4:

Forslag om at kontingent holdes uændret på kr. 550 pr. grundejer for 2024 og fremefter.

Baggrund:

1) Investering i legepladser 5 år – 2023 til og med 2027, hvilket giver mulighed for at der vil kunne investeres kr. 418.000.

2) Faktiske investeringer i de seneste 10 år. Ifølge regnskaber er der de seneste 10 år investeret kr. 305.491.

3) Der er ingen juridisk forpligtigelse til at opstille legeredskaber på legepladserne. Dette iflg. Charlotte Bjørn Larsen, Specialkonsulent/jura, Ledelsessekretariatet, Kerteminde Kommune. Oplyst på Generalforsamling 9/3 2022.

Argument:

1) Med uændret sats for kontingent kr. 550 i 5 år, vil mulige investeringer være mere end kr. 100.000 højere end det der har været investeret de seneste 10 år ifølge regnskaberne, så det er rigeligt.

2) Evt. defekt udstyr kan nedtages 2024, og udskiftes allerede i 2025, for der er kr. 160.000 til rådighed til nyt.

3) Det er et frit valg hvor meget udstyr der skal opstilles, efter en flertalsbeslutning.

Kommentarer fra debatten:

Mht. at der ikke er nogen juridisk forpligtigelse: ”Det kan godt være, at vi ikke har en juridisk forpligtelse til at lave noget, men det vil da være synd hvis vores legepladser fremadrettet blot skulle være græsplæner”.

Investering i legepladser over 5 år: ” Det er korrekt, at vi med nuværende kontingent på 550 på et eller andet tidspunkt også vil kunne udskifte tårnet, men som allerede nævnt er tårnet i så dårlig forfatning, at vi ikke finder det forsvarligt at vente, og desuden ønsker vi at smede imens jernet er varmt. Vi har pt et energisk legepladsudvalg og en energisk bestyrelse, som allerede har vist at de får tingene til det ske, og det skal udnyttes, for der er ingen garanti for at det stadig er tilfældet om 2, 3 eller 5 år”.

De faktiske investeringer over de sidste 10 år: ”Der har været et lavt investeringsniveau i en række år grundet Corona, samt historiske udfordring med at få frivillige til bestyrelsen. Det historiske investeringsniveau er desuden ikke særligt relevant i denne sammenhæng, da det projekt vi står over for, er et af de største og dyreste foreningen nogensinde har kastet sig ud i. Vedligeholdelsesfrie legeredskaber der lever op til alle sikkerheds- og miljøkrav, koster enormt mange penge, og det er kun blevet værre over de seneste år pga. den høje inflation. Jo længere vi venter, jo dyrere vil projektet blive”

Flere af de fremmødte pointerede desuden, at det netop var vores gode legepladser som tiltrak nye ejere – både unge forældre, men også bedsteforældre: ”Børnebørnene vil rundt på alle 3 pladser når de er på besøg” og ”Der er jo noget for alle aldre på vores legepladser”. Der var et ægtepar, som nu har boet her i 3 år, som nævnte at én af hovedårsagerne til at de havde købte huset var vores legepladser.

Derudover har der været rigtig mange handler det sidste år – ældre flytter herfra og unge kommer til – og køberne fortæller, at vores gode legepladser har været en medvirkende årsag til at vores område er blevet valgt.

Vi bør se på vores legepladser og legeredskaber som en investering i området. Området bliver mere attraktivt, og dermed bliver husene i området også mere attraktive.

4) Vedtagelse af budget og fastsættelse af kontingent:

Forslaget om midlertidig hævelse af kontingentet i de kommende 2 år blev vedtaget med opbakning fra samtlige fremmødte med undtagelse af 1. Budget for 2024 og 2025 blev vedtaget, og kontingentet fastsættes derfor til 750 kr. om året i 2024 og 2025.

5B) Indkomne forslag:

”I Andelsforeningen "Strandgården" har vi snakket om at ansøge om en hjertestarter - da vi som forening kan få den gratis og fordi vi bor så mange herude som vi gør, i området. Der er lidt afstand til en hjertestarter men er der flere, skal hjerteløberne ikke så langt, nødvendigvis. Hvad siger I til at vi søger den sammen og så er den placeret på vores parkeringsplads område ved Kongshøj Alle 46 -78.

Med venlig hilsen Camilla Albers i nummer 54, Mental/sundhedscoach & kreativ sjæl”.

Bestyrelsen vil undersøge muligheden for en hjertestarter på Kongshøj. Første skridt vil være at ansøge om en via Tryghedsfonden, der både stiller skab og hjertestarter til rådighed.

6) Valg af bestyrelsesmedlemmer:

Hele den nuværende bestyrelse genopstillede, og der var ingen modkandidater. Enstemmigt genvalg til alle.

Fra næste år vil bestyrelsen opdele sig således at halvdelen af medlemmerne går på valg i lige år, og den anden halvdel i ulige år. Dette skal sikre at hele bestyrelsen ikke udtræder samtidigt, hvilket vil give kontinuitet i arbejdet.

7) Valg 1 suppleant til bestyrelsen:

Michael Wolfhagen (#91) blev enstemmigt valgt.

8) Valg af revisor og revisorsuppleant:

Klaus Stensgaard (#65) blev enstemmigt valgt som revisor, og Lasse Nygaard (#89) blev enstemmigt valgt som revisorsuppleant.

9) Eventuelt:

Der blev ytret ønske om at få besked når hjemmesiden opdateres. Dette er også planen, og det vil blive effektueret så snart man har fået optimeret vores e-mail kartotek.

- - - - -

GENERALFORSAMLINGEN 2023

Referat fra Generalforsamling den 19. april 2023

Sted: Mødelokale 1, ”Frivilligcentret” - Kulturhus Fjorden, Regnar Langesvej 1, Kerteminde, kl. 19:00.

Der var mødt pænt op – fra nr. 16, nr. 19, nr. 21, nr. 36, nr.40, nr. 43, nr. 52, nr. 63, nr. 65, nr. 79 og nr. 110. Derudover skriftlige tilsagn til bestyrelsesposterne og legepladsudvalget: nr. 38, nr. 42, nr.77, og nr. 89.

Formanden Helle Nygaard Rasmussen bød velkommen.

Dagsorden ifølge vedtægterne

1) Valg af dirigent

Joan Trankær (nr. 21) blev valgt til dirigent.

2) Bestyrelsens beretning

Til generalforsamlingen i 2022 afgik hele den gamle bestyrelse og den nye bestyrelse havde svært ved at komme i gang pga. diverse udfordringer bl.a. med adgang til banken, hvorfor det har hængt lidt med opkrævning af kontingent.

John Jørgensen stoppede i bestyrelsen i løbet af efteråret 2022, hvorefter suppleant Michael kom lidt ind i bestyrelsen og har allerede undersøgt diverse ting omkring legepladser mm.

Der har i det forgangne år været en del fraflytninger, så der har været en del kommunikation med ejendomsmæglerne bl.a. med udfyldning af spørgeskemaer – opdatering af vores mail-system m.m.

Der er en del af legepladsudvalget der er stoppet, så hvis der er nogen ildsjæle, der går med lysten til at hjælpe med udformningen af vores legepladser, så hører bestyrelsen gerne fra dem. Helle gjorde opmærksom på at kontingentet bruges til renovering af legepladserne. Helle undskylder for ”skideballe” hun gav legepladsudvalget ved opsætning af lille trampolin, som en fra legepladsudvalget havde fået gratis – de havde ikke lige fået anbringelsen helt på plads med bestyrelsen – så Helle havde været under pres fra de andre i bestyrelsen, der følte at noget var gået hen over hovedet på dem. Ifølge paragraf 8 i vores vedtægter, så skal en fra legepladsudvalget være en del af bestyrelsen – det har tidligere været løst med at Formandens mand var med i legepladsudvalget - da bestyrelsen kun bestod af 3 medlemmer, men med de mulige nye bestyrelsesmedlemmer bliver dette opfyldt. Og der gøres opmærksom på at den omtalte trampolin opfylder legepladskravene til en offentlig legeplads.

Bestyrelsen foreslår en vedtægtsændring så der tilføjes at bestyrelsen skal bestå af MINDST 3 medlemmer, så kan man justere antallet i bestyrelsen fra år til år.

Der blev for år tilbage opstillet affaldsspande på de 3 legepladser og det er desværre os selv, der skal tømme disse og dette ønskes uddelegeret til flere personer.Legepladsudvalget påtager sig foreløbig denne opgave.

Der har været en del udgifter på græsslåning og ukrudtsbekæmpelse – der hentes nu flere priser hjem til denne opgave. Vi havde også en ekstern til at udføre denne opgave under Coronaen.

Der mangler en del renovering af legeplads 1 og 2. Der er sidst foretaget inspektion af legepladserne i 2020 og dette skal gøres med jævne mellemrum. Dette vil blive bestilt i år, så legepladsudvalget får en liste at arbejde ud fra. Det er især anlægget med den gule rutsjebane som trænger – det er meget populært, men har en del råd i sig. Men også det lille legetårn med den sydvendte rutsjebane står for tur til skulle udskiftes.

Kommentar til beretning: nøddehegnet har kommunen nu fjernet, men vi skulle i stedet holde et trekant område – ved vi helt præcist hvilket område? Det ved bestyrelsen pt ikke præcist, men det tager de fat i.

3) Aflæggelse af regnskab for 2022

Helle gennemgik regnskabet, som desværre har skiftet hænder i løbet af året, men det blev godkendt. Alle kontingenter er betalt – men nogle har voldt lidt udfordringer.

4) Vedtagelse af budget og fastsættelse af bidrag for 2023

Helle gennemgik budgettet, og budgettet blev godkendt. Dog havde Joan en kommentar om at hvis vi bruger kr. 170.000,00 på legepladserne, så er der ingen opsparing/reserve til uforudsete udgifter. Helle tror ikke på at hele budgettet vil blive brugt. Men der vil blive udarbejdet en fremtidsplan, så vi kan se hvor vi vil hen med legepladserne.

Vi havde fået et tilskud fra More Play Puljen på kr. 50.000,00 – men havde håbet på en lidt større pulje – så dels fordi vi ikke selv kunne fremskaffe så meget som projektet krævede og fordi da projektet skulle være startet op inden. 25.04.23. – så er disse desværre tabt. Vi prøver at søge igen.

Kontingentet bibeholdes til kr. 550,00 – det var dog oppe at vende om man skulle forhøje det nu hvor alt er blevet meget dyrere og for at vi kunne få mere glæde af puljerne, man kan søge – Men fordi vi ikke brugte penge sidste år, så kan vi ikke sige at vi er trængte.

5) Indkomne forslag

Tilføjelse af ”mindst” 3 medlemmer i vedtægterne – foreslået af bestyrelsen. Dette blev enstemmigt vedtaget.

6) Valg af bestyrelsesmedlemmer

John var udtrådt af bestyrelsen og Søren ønskede ikke at fortsætte.

Teis (nr. 38) havde meldt sig.

Simon (nr. 42) havde meldt sig.

Klaus (nr. 52) havde meldt sig.

Disse 3 blev derfor stemt ind i ny bestyrelse sammen med Michael (nr. 40) som var trådt ind i løbet af året.

7) Valg af 1 suppleant til bestyrelsen

Klaus Stensgaard (nr. 65) meldte sig på banen.

8) Valg af revisor og revisorsuppleant

Revisor – Holger i nr. 16 blev genvalgt – med krav om at der var mere styr på regnskabet i kommende år og det blev lavet løbende bogføring.

Revisorsuppleant: Klaus Stensgaard (nr. 65) meldte sig (vi ved godt han også er bestyrelsessuppleant) – men nu hvor bestyrelsen bliver større, så er der ikke den store fare for at han skal springe ind (som Michael gjorde) Så vi kalder ham Super-suppleanten, der kan træde til flere steder efter behov – Klaus vil dog meget gerne med til bestyrelsesmøderne og det giver jo god mening.

9) Eventuelt

Der var lidt snak frem og tilbage om beløbet på kontingentet – det kunne måske blive nødvendigt med en forhøjelse i et par år, hvis fremtidsplanen kommer frem til behov for et større beløb. Der var enighed om at vi glemmer 2022 og visker tavlen ren. Vi ser lyst på fremtiden.

Grundejerforeningen Kongshøj Kerteminde

Kontakt:

grund.kongshoej@gmail.com

Kongshøj Alle

Kerteminde

CVR: 38694219

Bricksite logo| MADE FOR FREE WITH

BRICKSITE